Alt for mange børn rammes hvert år af alvorlige og livstruende sygdomme, som kræver hospitalsindlæggelse. Nogle børn er indlagt på hospitalet i uger, andre i måneder.
Familier bør, i en sådan svær tid, have mulighed for at være sammen. Derfor har TJM Forsikring netop indgået en faderskabsaftale med Ronald McDonald BørneFond og købt et af de i alt 12 værelser i det nye Ronald McDonald Hus i Odense.
Dermed sikrer TJM Forsikring, at omkring 240 familier med alvorligt syge børn over de kommende 20 år får mulighed for at bo i Ronald McDonald Huset tæt på det nye Odense Universitets Hospital under børnenes indlæggelse.
I TJM Forsikring finder vi det meget meningsfuldt, at vi med denne nye faderskabsaftale kan give familier med børn, der er ramt af alvorlig sygdom, mulighed for at være tæt sammen og fortsætte hverdagen som familie på trods af sygdom og indlæggelse
- lyder det fra Adm. Direktør for TJM Forsikring, Marie-Louise Rahbek.
Ifølge Marie-Louise Rahbek er det helt i tråd med TJM Forsikrings værdier at værne om familiers behov i svære situationer.
TJM Forsikring har siden 1. juli 2022 sikret mange familier med alvorligt syge børn et trygt hjem i et tilsvarende værelse i København ved Rigshospitalet. Værelset i Odense er således det andet værelse i et Ronald McDonald Hus, som TJM Forsikring står bag.
Den nye faderskabsaftale træder officielt i kraft, når Ronald McDonald Huset åbner op for familier og børn i forbindelse med, at det nye Odense Universitets Hospital står færdigt i foråret 2024.
Du kan læse mere om Ronald McDonald huse her